Guides

10 råd der sikrer, at jobsamtalen bliver en succes

Skrevet af Laura Asgeir Berg

10 råd der ikke kræver talent, men sikrer at din jobsamtale bliver en succes

1) Research, research, research

Research er en del af processen, når du skriver din ansøgning. Det gælder også jobsamtalen. Du skal have styr på jobbeskrivelsen og virksomheden, så du kan tale ind i de oplyste punkter, og så modtageren kan høre, at du har sat dig ind stillingen. Det handler om at gøre forarbejdet ordentligt.

Du kan med fordel forberede dig på følgende elementer:

  •  Virksomheden

  • Produktet - Hvad sælger virksomheden?

  • Konceptet- Hvordan sælger de det? Hvad er forretningsmodellen?

  • Personen - Kig på LinkedIn, måske du kender nogle, der kender nogle i virksomheden?

  • Branchen og markedet

2) Forbered dig på de klassiske spørgsmål

Der er en række klassiske spørgsmål til en jobsamtale, som du kan regne med at få:

  • Hvad er dine tre styrker og svagheder?

  •  Hvad kan du bidrage med?

  • Hvorfor skal vi vælge dig?

  • Hvor ser du dig selv efter din uddannelse?

 

3) Forbered eksempler på din erfaring

Du opbygger troværdighed omkring dine svar, når du bruger konkrete eksempler til at underbygge dine påstande. Derfor er det en god idé, du overvejer, hvilke eksempler der underbygger dine påstande.

 

4) Få styr på tøjet

Din påklædning spiller en rolle i forhold til førstehåndsindtrykket. Du kan med fordel finde det frem dagen før. Skal det stryges eller vaskes? Det er ærgerligt at opdage på dagen. Og det er er endnu mere ærgerligt ikke at opdage det.

 

5) Planlæg din rejse

Det er dit første møde med en potentiel arbejdsgiver. Derfor er det altid bedre at komme for tidligt end for sent. Planlæg din rejse. Skal du med offentlig transport, kan du cykle derhen eller er det lettere at tage bilen? Tag hensyn til morgentrafik, kø og forsinkelser, så du er sikker på at være der til tiden.

 

6) Giv et godt førstehåndsindtryk

I forlængelse af at du selvfølgelig kommer til tiden, når du skal til jobsamtale, så er det oplagt at tale om dit førstehåndsindtryk. Sørg for at være åben i dit kropssprog, smil, vis interesse og vær nærværende gennem samtalen.

Der er ofte smalltalk ved kaffemaskinen, inden selve jobsamtalen starter. Hvis du har svært ved den slags, kan du for eksempel tjekke nyhedsmedierne og undersøge, hvilke emner der kunne være relevante at tale om. Ellers er vejret altid et godt emne.

 

7) Vær autentisk

Du skal være den bedste version af dig selv - tjek. Men det er vigtigt, at du er autentisk og viser den ægte version af dig selv. Hvis virksomheden føler en form for skuespil, så bliver det hurtigt en mærkelig samtale. Det giver også de forkerte forudsætninger for at finde et godt match - for begge parter.

Virksomheden bør møde den samme person fra jobsamtalen på din første arbejdsdag - så grundlaget for ansættelsen er korrekt.

 

8) Vær positiv

Du kommer langt med en positiv attitude og åben indstilling til både samtalen og jobbet. Vis din begejstring, så modtageren kan mærke det og responderer med positive vibrationer den anden vej. Det gælder også om at være positiv, når det kommer til din fortid.

Lad være med at snakke negativt omkring dine tidligere jobs, kollegaer eller arbejdsopgaver. Fremhæv de gode ting ved perioden, og det du var glad for. Det modsatte kan skræmme modtageren. Det kan også være svært at vurdere, om det er en dårlig undskyldning fra din side, eller om det er sandheden omkring tidligere arbejdsforhold.

9) Vær nysgerrig

Når du går til jobsamtale, er det ikke blot virksomheden, der skal være nysgerrig omkring dig, du skal også være nysgerrig i forhold til virksomheden, jobbet og kulturen. Sørg for at stille spørgsmål og være en aktiv del af samtalen, ikke blot en maskine der svarer på spørgsmål.

 

10) Lav en værdifuld opfølgning 

Jobsamtalen er afsluttet, og der er kun tilbage at vente på at få svar. Hvis du er ekstra motiveret, laver du en sidste sprint for at komme i mål.

Send lederen en mail, hvor du beskriver din begejstring for jobbet, og hvor du følger op på noget fra samtalen. Det kan være, at I talte om noget, som du kan sende et konkret eksempel på. Det er din mulighed for at give et sidste positivt indtryk, men gør det på en måde, hvor du ikke virker for påtrængende. Du skal også kun gøre det, hvis du føler, at der er noget relevant at følge op på.

Har du brug for flere gode råd til at lande studiejobbet? Tjek Cands ultimative guide til at få et studiejob ud her.