Insights

Studerende er ung og kvalificeret arbejdskraft

I dansk erhvervsliv er Troldtekt et navn, der skaber genkendelse hos langt de fleste. Siden 1935 har de udviklet og produceret akustiklofter med fokus på et godt indeklima.

Til trods for de mange år som frontfigur på markedet er Troldtekt som arbejdsplads bestemt ikke gammeldags. Faktisk er de i stedet et perfekt eksempel på, hvordan det rigtige match mellem en gæv studerende og en inkluderende virksomhedskultur kan skabe stor værdi for begge parter!

Når Mads Søndergaard Nielsen ankommer til sit studiejob som IT-konsulent hos Troldtekt i Tranbjerg ved Aarhus, har han en helt særlig rutine. Han går nemlig rundt til alle afdelinger og siger godmorgen. Han fortæller smilende: ”Det synes jeg simpelthen bare er god stil! Jeg sidder i salgsafdelingen, men jeg kommer jo til at skulle lave arbejde med mange af de andre på sigt – så jeg tror, det er vigtigt at få etableret et forhold med dem fra start af”.

I august 2020 blev Mads ansat til at igangsætte og styre et projekt med udgangspunkt i implementeringen af et nyt CRM-system. Et IT-system, der skal hjælpe Troldtekt med at navigere i- og styrke deres kunderelationer.

Et job med stort ansvar

Ole Tønning Villumsen har i 1,5 år været salgschef for Troldtekt, og var ansvarlig for ansættelsen af Mads. Han forklarer det simpelt: ”Vi havde brug for én, som kunne tage ansvar for implementeringen, og som vi kunne bede om at undersøge og navigere i det. Og når det så er implementeret, så kommer vi også til at have Mads som superbruger, så han kan ændre eller hjælpe brugerne i salgsafdelingen. Så han er en meget vigtig brik i det her. Det er et job med stort ansvar, for det er en stor investering. Vi starter ud med at implementere CRM i Danmark, og efterfølgende skal det implementeres i andre lande”.

Stoler på ung arbejdskraft

Til trods for at jobbet har en stor betydning for virksomheden, var det ikke var et problem for Ole Villumsen og baglandet i Troldtekt at overlade det til en studerende. Hos Troldtekt er værdigrundlaget nemlig, at både de ansatte og virksomheden som helhed skal være innovative, troværdige og bære et socialt ansvar. Og dét ser de i høj grad studerende og ung arbejdskraft passe ind i.

 

Et af de krav, vi havde i vores specifikation, var, at vi skulle have en, der ikke var bange for at træffe beslutninger

 

For Troldtekt er det ligeledes vigtigt, at de unge medarbejdere oplever denne kultur på egen krop. Som Ole Tønning Villumsen siger: ”De værdier er en stor en del af vores kultur, så når du kommer ind i virksomheden som studerende, skal du opleve at blive en del af den her kultur. Så vi sigter efter, at når Mads eller andre studerende træder ind af døren her, så oplever de at værdierne ikke kun er på væggen, men at det er faktisk sådan, vi agerer, og den måde vi er på”.


Heldigvis har det vist sig, at Mads Søndergaard Nielsen med sit naturlige gåpåmod, sin nysgerrighed og evne til at gå strategisk til opgaven, er den perfekte kandidat til at påtage sig ansvaret for implementeringen af CRM-systemet. ”Mads skaber værdi på mange måder. For det første er der ingen tvivl om, at Mads er både dygtig og skarp. Han er god til at sætte sig ind i tingene. Et af de krav, vi havde i vores specifikation, da vi snakkede med Rasmus Risom (Partner Relations Manager i Cand) var, at vi skulle have en, der ikke var bange for at træffe beslutninger. Som ikke var bange for at tage nogle initiativer. Og det må man sige, det tør Mads!” forklarer Ole Tønning Villumsen.

Mads’ målrettede mission

Hos Troldtekt øjner de også en styrke ved studentermedhjælpere og praktikanter, som for mange måske ellers er forbundet med fuldtidsansatte eller færdiguddannede. Nemlig evnen til proaktivt og selvstændigt at føre projekter ud i verden. Det ser Ole Tønning Villumsen som en stor fordel for Troldtekt. ”Noget af det, der er godt ved at få en god studerende er, at de kan drive mange af opgaverne selv. Du skal ikke hele tiden sidde og sige, hvad de skal gøre. De kommer selv med noget, og siger ‘Hey, er det her ikke godt?’. Det, synes jeg, giver meget værdi!” siger han, mens han trækker på smilebåndet.

 

Da jeg søgte job gennem Cand, var det med en mission om, at give mig selv mere ansvar. Og det må man sige, jeg har fået!

 

Netop dét har også haft en stor betydning for Mads Søndergaard Nielsen, der faktisk allerede havde et studiejob, da han søgte om at blive en del af Cand. For han savnede ansvar – eller som han selv forklarer det: ”Der er meget selvledelse for mig her hos Troldtekt, hvilket står i kontrast til det studiejob, jeg havde, før jeg blev ansat gennem Cand. Da jeg søgte job gennem Cand, var det med en mission om, at give mig selv mere ansvar. Og det må man sige, jeg har fået!”.

Man skal sikre ressourcerne

Selvom Troldtekt meget tydeligt viser, at de tør overlade både opgaver og stort ansvar til studerende, er det ikke ensbetydende med, at de studerende står alene. I stedet har Troldtekt og Ole Tønning Villumsen en klar strategi for deres unge medarbejdere, som Ole uddyber: ”Det handler om, at når man som virksomhed vælger at sige ja til at have en studerende, så skal man også være villig til at involvere personen i alt, hvad der sker. De skal ikke føle, at fordi de kun er der én eller to dage om ugen, så sidder de ovre i et hjørne og arbejder for sig selv. Jeg tror, man skal sikre sig, at energien og ressourcerne er der til at involvere dem i det hele”.

Dette har Mads Søndergaard Nielsen fået lov til at opleve på egen krop. Han er derfor heller ikke i tvivl om, hvilken ting han vil fremhæve som den største oplevelse ved at blive ansat i Troldtekt som studentermedhjælper: ”Jeg må henvise til den her kultur. Det er selvfølgelig relativt, hvordan man falder ind i en bestemt kultur. Men der tror jeg virkelig, at Troldtekt rammer plet på mange af os unge mennesker. Selvom den gennemsnitlige alder derude er lidt ældre, så er kulturen bare sindssygt fed. Alle er super åbne og imødekommende, og tager sig tid til det sociale og det uformelle”.

Det helt rigtige match

Ole Tønning Villumsen har også kun rosende ord at sige om sin oplevelse med at få Mads Søndergaard Nielsen ind i virksomheden. Han afslutter reflekteret:

”Grunden til at vi valgte Cand var fordi, vi kunne se, vi havde brug for ressourcen, men hvor skulle vi finde det match, der passede til os? Og der synes jeg, at det forløb med Cand var fantastisk, fordi vi ligesom bare skulle beskrive vores krav og ønsker, og så hørte vi fra jer igen, da vi kunne møde to kandidater”. Han afslutter: ”Så vi kunne ikke på samme måde have løst opgaven selv, og så på så kort tid!”