I foråret 2023 ansatte Uffe Høeg Johansen, administrerende direktør hos Hindsgavl Slot, to ESG-projektledere til Hindsgavl Slot. De to studentermedhjælpere er Sofie Boesgaard Weber og Laura Qvist, der begge læser på Syddansk Universitet i Odense.
Men vi spoler lige tiden lidt tilbage. Tilbage til da Sofie Boesgaard Weber og Laura Qvist første gang mødte Cand. Til SDU Business School-Days sidste år stiftede de begge to for alvor bekendtskab med Cand. Sofie Boesgaard Weber deltog blandt andet i en kompetence-workshop hos Thomas Striboll-Bjærge, Head of Talent Management. Laura Qvist havde fået øje på en specifik ESG-projektlederstilling, som hun bare måtte i betragtning til - for det var sådan et job, hun havde gået og ledt efter: “Jeg tænkte bare, at dét skal jeg være en del af.”
Få uger efter deltog både Sofie Boesgaard Weber og Laura Qvist, endda samme dag, i Cands rekrutteringsworkshop “Get to Know You”. Og så blev de begge inviteret med.
Et talentforløb med fokus på personlig og faglig udvikling
Sofie Boesgaard Weber og Laura Qvist har, siden de blev en del af Cand, engageret sig aktivt i netværket og de muligheder, Cand tilbyder studerende - også selvom det i begyndelsen var et konkret jobopslag, der drev Laura Qvist til at ansøge. Da hun blev introduceret til mulighederne for (også!) at blive klogere på sig selv og udvikle nogle andre kompetencer, end dem man lærer på studiet, var det kun et kæmpe plus.
Sofie Boesgaard Weber supplerer: “Jeg synes jo, Cand er fedt, fordi det er en hjælp til at finde et studiejob, men også alt det andet, som man får adgang til. Workshops, certificeringer, sparring, sociale events og et netværk af andre studerende.”
Listen over events og workshops, som Sofie Boesgaard Weber og Laura Qvist kan krydse af listen, rummer blandt andet en række faglige workshops, hvor de har arbejdet med deres individuelle talentprofil, problemløsning og B2B-marketing, og sociale events som Cand-julefrokost, vinklubber og cocktailkursus. Engagementet kommer også til udtryk i deres rolle som Cand-ambassadører hvor de har repræsenteret Cand på SDU Business School Days og taget initiativ til workshop i dobbeltvæsentlighedsanalyse på tværs af ESG-gruppen.
I Cand bliver man som studerende særligt dygtig indenfor sit eget kompetenceområde, i det her tilfælde er det ESG, men der er selvfølgelig også gode muligheder for at få indsigt i andre områder eller arbejde med sin faglige eller personlige udvikling på anden vis.
Netværk, netværk, netværk OG en masse Cand-kollegaer
Sofie Boesgaard Weber og Laura Qvist er enige om, at de har fået meget ud af Cand, som de ikke havde forventet, da de ansøgte. Én ting går særligt igen: Muligheden for at møde studerende fra andre uddannelsesmæssige baggrunde.
Sofie Boesgaard Weber påpeger blandt andet, hvor fedt det er at lære studerende at kende, som sidder i nogle andre studiejobs, men som man alligevel kan udveksle oplevelser og erfaringer med.
Sofie Boesgaard Weber og Laura Qvist har selvfølgelig gode kollegaer hos Hindsgavl Slot, som de har deres hverdag med, men de sidder også alene med ESG-arbejdet, og her spiller de andre studerende fra Cand en vigtig rolle.
Laura Qvist uddyber: “Jeg føler, at de andre studerende hos Cand også er mine kollegaer, selvom vi arbejder hos forskellige virksomheder, fordi de andre studerende også dækker et socialt behov, som for mig er vigtigt at have gennem en arbejdsplads.”
Udover det sociale aspekt så har mulighederne for faglig sparring på tværs af studerende også en vigtig betydning. Den faglige sparring har været særligt vigtig for Sofie Boesgaard Weber og Laura Qvist i arbejdet med ESG, som stadig er et ret nyt område, hvor flere studerende oplever at have behov for sparring.
Sofie Boesgaard Weber fremhæver, at det fungerer godt med ESG-gruppen på Cand.Chat (Cands interne kommunikationsplatform) for studerende, der også arbejder med ESG i deres studiejobs. Det er et forum for studerende, som beskæftiger sig med bæredygtighed, hvor man kan sparre med hinanden i forhold til forskellige dele af bæredygtighedsarbejdet, altså “Hej gutter, hvordan har I lige grebet det her an?.”
Sofie Boesgaard Weber tilføjer også, at det nok er særligt vigtigt med den her gruppe, fordi det er ret begrænset, hvad man ude i virksomhederne egentligt ved om ESG. Og så er det rart, at der mulighed for at søge sparring hos andre Cand’ere, der kan hjælpe en videre og bidrage med inputs, når man en gang imellem støder på udfordringer i studiejobbet.