Cookies 🍪

Denne side bruger cookies, der kræver samtykke. Læs vores betingelser

Gå til indhold
Cand

Cases

Et studiejob til forskel 2/3: Studerende brænder for at gøre en forskel - og her er ESG et oplagt kompetenceområde

Skrevet af Laura Asgeir Berg

Team af studerende der arbejder med ESG

Sofie Boesgaard Weber og Laura Qvist begyndte i studiejobbet som ESG-projektledere hos Hindsgavl Slot i foråret 2023. De har begge en uddannelsesmæssig baggrund inden for business, så arbejdet med ESG og bæredygtighed har de faktisk lært sig selv helt fra bunden. I begyndelsen brugte de også begge deres Talent Manager hos Cand, Mia Dyhre, i forhold til at falde helt på plads i studiejobbet og finde ud af, hvad deres roller egentlig var, altså "Hvad er det, jeg skal lykkes med i det her job?"

Passionen for ESG og muligheden for have et arbejde, hvor man gør en forskel, skinner igennem. For ESG er vigtigt.

For Laura Qvist handler det særligt om følelsen af, at man har mulighed for at påvirke noget i sit arbejde - og på den måde gøre verden til et lidt bedre sted: "Det er dét, jeg brænder for. Og så er det fede med ESG også, at det både kombinerer den passion med et mere businessorienteret perspektiv, hvor det bliver muligt for mig at bruge min uddannelse i praksis."

Sofie Boesgaard Weber deler interessen for arbejdet med udvikling og bæredygtighed. En interesse der går helt tilbage til folkeskolen, hvor hun valgte at gå på “Globus”-linjen. Det centrale for Sofie Boesgaard Weber er, at det hele netop ikke behøver være hardcore business, men at man også kan lykkes med ESG-arbejdet med en mere menneskelig tilgang, som stadig gør en forskel.

Både Sofie Boesgaard Weber og Laura Qvist er igennem deres job som ESG-projektledere ved Hindsgavl Slot blevet afklaret med deres karriereretning. De efterstræber begge passioneret at udvikle deres kompetencer yderligere på området, så de fortsat kan gøre karriere indenfor ESG ved afsluttet studie.  

ESG er (meget!) mere end dataindsamling og rapportering

ESG bliver i mange virksomheder ofte et projekt, som ikke bliver allokeret til en bestemt person, men bare smidt i retning af de medarbejdere, som umiddelbart har tid. Men der er ofte ikke nogen, som rigtigt har tiden, det kræver. Og der er mange forskellige arbejdsopgaver at gå i gang med.

Sofie Boesgaard Weber og Laura Qvist har brugt rigtig lang tid på dataindsamling. Det har selvfølgelig også krævet et stort arbejde at lære Hindsgavl Slot og arbejdsgangene at kende for at finde ud af, hvor det giver mening at igangsætte en indsats, så der bliver skabt nogle rammer for arbejdet med ESG.

Udover det løbende arbejde med udarbejdelsen af ESG-rapporten er der også gang i andre spændende projekter. Fælles for de igangværende ESG-projekter er, at Sofie Boesgaard Weber og Laura Qvist er ude i organisationen og tale med de andre ansatte hos Hindsgavl Slot. For det handler om at få alle med.

Der er blandt andet blevet iværksat en miljøgruppe, som går på tværs af ledelsen, og hvor Sofie Boesgaard Weber og Laura Qvist har lavet en håndbog. I miljøgruppen arbejder man med tre overordnede fokusområder med nogle konkrete miljømål inden for hvert fokusområde. På baggrund af det arbejde og de supplerende workshops bliver der udarbejdet idéer, handleplaner og opfølgende evalueringer, så bæredygtighedsarbejdet bliver sat i struktur og gjort håndgribeligt for alle parter.

Succes med ESG-arbejdet kræver en fælles indsats

Som en del af arbejdet med ESG og bæredygtighed fremhæver Sofie Boesgaard Weber og Laura Qvist netop, at det vigtigste i processen er at få folk med ombord, så arbejdet med bæredygtighed bliver i Hindsgavls ånd og bygger på den vi-følelse, som er kendetegnende for organisationen. Det kræver, at medarbejderne bliver involveret både i processer og beslutninger - for hvis indsatsen skal lykkes, skal det give mening for dem, der er involveret.

Sofie Boesgaard Weber fortæller:

"Vi snakker for eksempel med gartnerne. Hvad vil det fra deres side kræve, at vi omlægger til at være økologiske?" Og det er rigtig dejligt, på et menneskeligt niveau, at komme ud at tale med de mennesker, som vores arbejde berører. ESG er jo på en eller anden måde et fælles ansvar”.

Laura Qvist supplerer: "Den viden vi har brug for i forhold til, hvordan vi skal gøre det her, ligger allerede ude i afdelingerne. Folk har mange gode idéer og perspektiver på, hvor vi kunne sætte ind. Det menneskelige og inddragende aspekt er en stor del af ESG. Det ville virkelig være modsigende at sige “Nu skal vi gøre det på den her måde, og vi skal have alle med”, uden at tale med de mennesker, det berører."

I studiejobbet får Sofie Boesgaard Weber og Laura Qvist derfor en vigtig blæksprutte-funktion, der har armene ude alle steder og samler sammen, så arbejdet bliver formaliseret og formidlet ordentligt. Arbejdet er så grundlæggende, og det er helt centralt at få rammerne på plads for, hvordan bæredygtighedsindsatsen skal se ud hos Hindsgavl Slot.

Sofie Boesgaard Weber forklarer også, at det er vigtigt, at ESG-arbejdet kan leve videre, når hun og Laura Qvist engang ikke arbejder her mere. Derfor er det også en investering i, at det bliver gjort rigtigt første gang, så der bliver lavet et grundigt stykke arbejde, der skaber værdi og kan være grundlag for at træffe de rigtige beslutninger.

En stor del af jobbet er også kortlægningen af, hvad Hindsgavl allerede gør. Og der er i forvejen blevet iværksat mange initiativer, hvor man naturligt er gået med den bæredygtige løsning, fordi det har været det bedste valg i forhold til Hindsgavl Slots værdigrundlag. Opgaven for Sofie Boesgaard Weber og Laura Qvist har derfor i høj grad været at sætte nogle tydelige rammer og få det kommunikeret både til gæster, kunder og samarbejdspartnere, men også internt, så der bliver skabt en bevidsthedsfølelse i organisationen.

ESG- og bæredygtighed

Et aktuelt arbejdsområde med enormt potentiale

Læs om kompetenceområdet

Nysgerrig på mere?

Mød andre studerende, der gør en forskel for virksomheder

Læs andre cases