To ud af tre talenter i starten af deres karriere peger på udvikling som det vigtigste parameter for deres jobtilfredshed.
Med andre ord, så er der en forventning om, at man oplever en personlig og faglig udvikling på sin arbejdsplads. Men hvor skal denne udvikling så komme fra?
Vores erfaring er, at der hos den enkelte medarbejder typisk hersker en opfattelse af, at; “udvikling, det er da noget, som virksomheden stiller til rådighed”. Men det er sjældent tilfældet.
Din leder er ikke tankelæser
Hvem ved egentlig bedst, hvad du skal lykkes med i din rolle, hvad du er god til, hvad der interesserer og motiverer dig? Det gør du selvfølgelig selv!
Hvis du så samtidig krydrer dette med det faktum, at din leder jo aldrig kan spå sig til, hvad du gerne vil, eller hvilke udviklingsønsker du har - så begynder argumenterne for, at din udvikling skal komme andetsteds fra, så småt at hobe sig op.
Jobudviklingstrappen
Derfor vil vi gerne introducere dig for et framework som rammesætter, hvordan du kan tage mere ansvar for din egen jobudvikling - og på denne måde præge din rolle og dit ansvar.