Insights

Lærke og Nikoline optimerer KS Gruppens marketinginitiativer

Skrevet af Laura Asgeir Berg

I november 2021 ansatte KS Gruppen i Aalborg en studentermedhjælper til marketing. Hovedopgaven med ansættelsen handlede om at opsætte og lancere et mailflow, der kunne generere flere leads til salgsafdelingen. I maj 2022 udvidede KS Gruppen marketingteamet med endnu en Cand-studerende.

Vi har talt med Jakob Voergaard Pedersen, Salgs- & Marketingchef hos KS Gruppen, omkring samarbejdet med Cand.

Ansættelser af studerende sikrer fleksibilitet og resultater

For KS Gruppen er samarbejdet med Cand en mulighed for at få adgang til den nyeste viden indenfor fagområder, hvor de bevæger sig på ukendt grund.

"Samarbejdet med Cand giver os en fleksibilitet i forhold at opjustere og nedjustere ressourcerne, så vi kan trække på de studerende, når vi har brug for det, og de kan omvendt fokusere på deres studier, når de har brug for det", forklarer Jakob Voergaard Pedersen.

Fra samarbejdets start er det blevet prioriteret, at studerende, der har studiejob hos KS Gruppen, får ansvar fra første dag i virksomheden. Forventningsafstemningen med de studerende har været, at de skulle være klar til at løfte opgaver, hvor de direkte er med til at skabe målbare resultater for virksomheden.

”Det er resultater, de kan bruge på deres CV, og som de tager med sig videre, når de en dag skal søge nyt job. Resultaterne underbygger, hvordan deres erfaring og kompetencer faktisk udretter noget, der skaber værdi både for os, dem selv og vores kunder. Og det er fedt, fordi det viser, hvordan de studerende for alvor sætter deres præg på det arbejde, de laver hos os."

Studerende skaber værdi – også rent organisatorisk

Ifølge Jakob Voergaard Pedersen skaber studerende hos KS Gruppen mere værdi, end det er muligt at måle. De studerende skaber nemlig også værdi rent organisatorisk.

For det første bidrager studerende med et friskt og ungdommeligt pust. De har en bred viden indenfor feltet på baggrund af deres uddannelse. De er opdaterede på den nyeste viden, som de hos KS Gruppen ikke selv ved så meget om. De tør udfordre status quo og stille nogle af de spørgsmål, vi ikke selv tænker over, forklarer Jakob Voergaard Pedersen.

”Vi oplever, ser og mærker, hvordan tiltagene, de studerende iværksætter, virker. Det er også derfor, vi tør være åbne overfor deres idéer. Lærke og Nikoline, vi har ansat, gør en reel forskel i optimeringen af vores marketinginitiativer, og de har fået igangsat og eksekveret på taktiske initiativer, som ellers blot ville have været post-its på vores opslagstavle."

For det andet kommer både Lærke og Nikoline med personlighed og gåpåmod. Det er vigtigt, at de tør stille spørgsmål og forholde sig kritiske overfor, hvordan vi driver forretning. Og for det tredje bidrager Lærke og Nikoline til, at vi flytter os rent strategisk. Det letter salgsarbejdet, når lyd og billede hænger sammen, hvilket er med til at indfri de ambitioner, der udgjorde fundamentet for at indlede samarbejdet med Cand, fortæller Jakob Voergaard Pedersen og tilføjer:

”Cand er leveringsdygtige i studerende, der brænder for at få ansvar og gøre en forskel med deres viden og kompetencer. Det sikrer os, som virksomhed, tryghed og ærlighed hele vejen gennem processen – også efter ansættelsen af den studerende."